Jeg har altid gerne villet engagere mig og gøre en ekstra indsats for at få vores samfund til at fungere.
Jeg sætter mig ind i tingene og er fuld af gode idéer og nytænkning.
Den frie debat holder jeg meget af, hvor man kan sige sin mening, men altid i en respektfuld, men gerne direkte, tone.
Fornuft, ordentlighed og velovervejede beslutninger er, hvad jeg står for.
Og nu stiller jeg mig til rådighed som spidskandidat for Venstre i Skive.
Jeg er 49 år og bor i Nr. Søby, hvor jeg har mine to drenge Esben og Marius på 15 og 17 år halvdelen af tiden. Min kæreste, Tina, er sygeplejerske, har fire børn og bor i Skive.
Jeg arbejder til dagligt med salg og driftsledelse indenfor international handel med smågrise ved H&S Westergaard A/S i Sunds.
Bortset fra to år i Holland har jeg boet hele mit liv i Skive Kommune. Jeg elsker vores egn og alt, hvad den har at byde på !
Jeg har altid været aktiv i foreningslivet, hvor jeg stadig deltager, selv om det ikke bliver til så meget i øjeblikket. Jeg laver også frivilligt arbejde for eksempel som medejer af et plantageselskab i Gl. Rønbjerg. Jeg elsker at være aktiv og komme ud i naturen f.eks. på cykel, gåben med fiskestang eller i vores sommerhus i skoven - det bedste, jeg ved, er, når disse ting kan nydes sammen med Tina, vores børn og familie eller med venner.
Jeg har siddet i byrådet i snart 7 år og har været i Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget, Børne- & Familieudvalget, Teknik- og Miljøudvalget og i Byudviklingsudvalget, hvor jeg i denne periode er formand. Udover deltagelse i de politiske udvalg er jeg også aktiv i bestyrelserne for Nomi4S, Ørslev Kloster og Domea og sidder i Naturparkrådet, Limfjordsrådet samt i følgegruppen for vådområdeprojektet i Skive/Karup Ådal.
Jeg har haft indvirkning på mange beslutninger gennem årene. Af mere direkte indflydelse i den sidste tid kan jeg blandt andet nævne en ny tilgang til en grønnere tankegang ved byfornyelser, en politik om byggegrunde og at igangsætte udviklingen af Posthustorvet.
Jeg forsøger generelt at være positivt kritisk og konstruktiv, og jeg tør at sige min mening.
Jeg elsker at være en del af det politiske arbejde og ser det som en stor ære at få lov til at være med til at præge udviklingen for min egn og borgernes hverdag.
Men jeg har et ønske om at kunne give mig fuldt ud og få den maksimale indflydelse.
Om godt et år, når der igen er valgkamp, er jeg 50 år. Hvis jeg skal forfølge mine ambitioner, så føler jeg, det er nu. Jeg har det sådan, at jeg ikke vil sidde om 25 år og ærgre mig over, at jeg aldrig greb chancen, mens jeg havde den - og mens jeg havde energien og lysten.
Derfor har jeg stillet mig til rådighed som spidskandidat for Venstre i Skive og dermed også som borgmesterkandidat i det tilfælde, at jeg skulle blive valgt som spidskandidat.
I tiden frem mod spidskandidatvalget den 4. november er det vigtigt for mig at give Skive Venstre's medlemmer og alle andre en idé om, hvilken forskel jeg kan gøre, og i hvilken retning jeg ønsker at føre Venstre i Skive Kommune. Alle os kandidater står naturligvis på det samme fundament, og rigtigt mange ting er vi helt sikkert enige om. Men det er vigtigt at få nuancerne frem.
Som person er jeg pragmatisk anlagt og har det ikke godt med ekstreme holdninger. Jeg har en faktabaseret tilgang til tingene og ved, at der altid er to sider af en sag. Jeg har altid gået meget op i historie og samfundsudvikling, og det har, siden jeg var ganske ung, været naturligt for mig at være politisk interesseret.
Jeg prøver at anlægge et positivt livssyn og er ikke bange for forandringer og udfordringer. Jeg hylder idérigdom og folk, der tænker lidt anderledes end gennemsnittet – også selv om jeg ikke er enig med dem. Hvis vi for alvor skal bevæge os fremad som samfund, kræver det tillid og åbne øjne og sind, hvor vi ikke lader os styre af fordomme og sortsyn.
Jeg lader mig ikke slå ud af modgang og tænker i løsninger: Hvordan gør vi tingene lidt bedre ? Hvordan lærer vi af fejl i stedet for at ærgre os over dem ?
Selv om jeg arbejder seriøst og grundigt, skal der aldrig være langt til en sjov bemærkning og et godt grin. Det er vigtigt at huske, uanset hvor svært det ser ud, eller hvor uenige man er.
Jeg bærer mine personlige værdier med mig i mit byrådsarbejde, og det vil jeg også gøre som spidskandidat for Venstre. Jeg har det sådan, at den private Christian skal kunne se den politiske Christian i øjnene.
Jeg bringer mine personlige egenskaber, værdier og holdninger med i alt, hvad jeg foretager mig i byrådet.
Samvittighed
Pligtopfyldende
Nytænkning
Viden
Positivitet
Samarbejde
Venlig
Frihed
Ordentlig
Mødestabil
Åbent sind
Vilje
Respekt
Vedholdende
Disse ord er nogen, der beskriver mig og mit byrådsarbejde. Det vigtigste er, at jeg hver dag kan se mig selv, og dig som vælger, i øjnene, og sige, at jeg gør det rigtige, uanset hvor højt bølgerne end går !
Siden jeg tænkte mine første politiske tanker,
har jeg aldrig været i tvivl om, hvor jeg hører til.
I min blå bog fra Skive Handelsskole blev det beskrevet ved, at jeg sikkert ville ende som fiskeriminister for Venstre...
Det grundlæggende liberale frisind og menneskesyn bygger på, at ethvert menneske har ret og pligt til personligt ansvar for sit eget liv.
Forudsætningen for et godt samfund er også, at hver enkelt føler et ansvar for at yde sit bedste for at bidrage til fællesskabet.
Det enkelte menneske skal have ret til at leve sit liv, som man vil, og der skal være lige muligheder for alle med frie valg og højt til loftet.
Jeg ønsker et samfund med åbne øjne og åbne sind,
hvor vi ikke lader os styre af frygt, fordomme og sortsyn.
Jo flere, der giver mere, end de får - jo stærkere bliver vores samfund !
© Copyright. All Rights Reserved.